|
Storebælt har sit helt eget geografiske koordinatsystem, men sådan har det ikke altid været. Nødvendigheden af et sådant net opstod først, da der var truffet politisk beslutning om
projektering af en fast Storebæltsforbindelse. Det viste sig, at de eksisterende triangulationsnet og tilhørende koordinatsystemer var helt utilstrækkelige til at understøtte projektet.
  
Året er 1977, og årsagen til problemet skal findes i det daværende koordinatsystem: System 34. Dette koordinatsystem var opdelt i to forskellige kortprojektioner, den jysk-fynske
og den sjællandske (Bornholm havde sin egen projektion, kaldet system 45). Systemet var indtil da fortræffeligt til dansk brug, men lige netop Storebælt faldt mellem to stole, da
der her skulle anvendes store afstandskorrektioner, uanset hvilken projektion man brugte. Problemet var til at overse, hvis man blot skulle kortlægge Sprogø eller Romsø, men et
afsæt i to forskellige projektioner var en alt for stor risiko for fejl ved et større anlægsprojekt.
 
Man implementerede derfor et helt nyt koordinatsystem med en kortprojektion, hvor centeraksen gik midt gennem Sprogø fra nord til syd: System Storebælt (SSBF). Til dette
blev der etableret et helt nyt net af fikspunkter. Nettet blev forankret i System 34 i den jysk-fynske projektion, ved at man indmålte to eksisterende stationer på Fyn i det nye net.
Det var stationerne Skalkenbjerg og Stevnshøj, hhv. nord og syd for Nyborg. Der blev nu etableret en række nye fikspunkter på Fyn, Sprogø og Sjælland, hvor hovedfikspunkterne
blev markeret med et postament. Postamenterne var af en nyere type, - et cylindrisk betonpostament i PVC beklædning, funderet i en betonstøbning på hele to kubikmeter.
   
Skalkenbjerg Stevnshøj Oldenbjerg, Sjælland Skaboeshuse, Fyn
Med vanlig dansk politisk beslutsomhed og handlekraft blev projekteringen imidlertid stoppet i 1978 og pengekassen smækket i. Dette var enden på projektet, der gik under navnet
"Statsbroen Storebælt". Det opmålte net blev dog færdiggjort, sikret og gemt til eventuelt senere brug. Vi skal nu frem til 1986, hvor den nuværende forbindelse endelig blev vedtaget.
Projektet hedder nu "Den faste Storebæltsforbindelse". Det viste sig, at det etablerede SBF-net stadig var ganske anvendeligt, det var dog nødvendigt at oprette yderligere et antal
fikspunkter, da linjeføringen var ændret i forhold til første projekt. Hermed blev antallet af postamenter næsten fordoblet.
Af eksisterende geodætiske referencer var System 34 ikke det eneste, der betød vanskeligheder for projektet. Et andet var højdereferencen (nivellementet). Hidtil var højdemålinger
mellem Sjælland og Fyn foretaget med optiske måleinstrumenter og med Sprogø som mellemstation. Det var simpelthen ikke nøjagtigt nok, og en ny reference var nødvendig.
Løsningen viste sig at være en ny måling foretaget efter en urgammel og primitiv metode: De forbundne kars princip, også kaldet hydrostatisk nivellement. Kort fortalt går det ud på,
at vandstanden står lige højt i hver sin ende af et rør. Altså kan man bare rulle haveslangen ud mellem Nyborg og Korsør og måle standen i begge ender. Og det var faktisk det
man gjorde, blot under videnskabelige forhold og med højteknologisk udstyr. Første trin var at skaffe et egnet rør. Her kom virksomheden Nordisk Kabel og Trådfabrik ind i billedet.
Der blev produceret et 19,2 km langt søkabel, dog uden de inderste ledninger, således at kablet var hult og fremstod som et trykstabilt rør. Næste trin var at få røret fyldt med vand
som med garanti var uden luftblærer. Til dette skulle anvendes mange tons destilleret afiltet vand. De mængder er ikke lagervare i den lokale brugsforening, så her kom et andet
firma uventet ind i billedet: Tuborgs Bryggerier. De havde den fornødne produktionskapacitet og et egnet udskibningssted i Tuborg Havn. Røret blev først lagt under Femer Bælt, hvor
man kunne konstatere en forskel på den tyske og danske nulreference på hele 76 mm. Bagefter var det Storebælts tur, først Østerrenden så Vesterrenden. Efter røret var lagt på
bunden af Storebælt, blev der målt i begge ender med præcisionsmåleudstyr, og tallene blev korrigeret med formler der tog højde for trykforskelle, temperatur langs røret, variationer
i tyngdekraften og flere andre ting. Resultatet var en måling med en nøjagtighed på under 1 mm! Dermed blev det System SBF der kom til at binde Danmark sammen med en
præcis højdereference.
  
Postament og murstenssøjle på Vesterbjerg, Sprogø. De forbundne kars princip Indsejlingen til Tuborg Havn, - normalt ikke stedet hvor man vil hente vand!
Søjlen menes at være af ældre dato, og brugt som
mellemstation ved overførsel af højdereferencen.
(Foto: Lennie Boesen)
Postamenterne i System SBF står der næsten alle endnu. Det har da også været et krav fra starten, at de skulle kunne stå urørt gennem hele anlægsfasen, for at kunne anvendes
efterfølgende i driftsfasen. Således bliver de brugt flittigt den dag i dag til anlæggenes kontrol og vedligehold.
|
|
